Frodo, Potter & Aslan - gode historier eller det glade budskab?

hvordan tre store og meget elskede fantasyfortællinger, Ringenes herre af J.R.R. Tolkien, Narnia-bøgerne af C.S. Lewis og Harry Potter-bøgerne af J.K. Rowlings står i forhold til den store bibelske fortælling.

Af Sebastian Olden-Jørgensen

Foredrag holdt på Magleås Sommeruge/Familieuge 2005.

Tak for indbydelsen til at holde oplæg her på Magleås. Det overordnede tema er de to små ord "dengang da ...", og dem er jeg som historiker jo helt og fuldt med på. For uanset hvordan man vender og drejer det, så er historien også en historie i betydningen en fortælling. Det gælder også den store fortælling over alle fortællinger, nemlig Guds historie med menneskene.

Kristendommen er jo en historisk religion, og det kommer bl.a. til udtryk ved, at sandheden om Gud og mennesker kan formidles, ja skal formidles som en fortælling, det vi kalder frelseshistorien. Derfor har centrale dele af Gamle Testamente og frem for alt evangelierne karakter af fortællinger med hoved og hale, og alle forsøg på at skrælle fortællingen af budskabet, ender med at forråde det, man havde sat sig for at redde. Det glade budskab er ikke kun, men dog ikke mindst en god historie.

Og denne historie fortsætter. Det ser man i Ny Testamente, hvor Apostlenes Gerninger bogstaveligt talt tager tråden op, hvor evangelierne slap. Det ser man i de talløse beretninger om martyrernes og helgenernes liv, der alle på en eller anden måde trækker på kraften fra den store bibelske fortælling, fra det glade budskab, samtidig med at de aktualiserer og levendegør det, og det ikke sjældent i en form, vi i dag ville kalde decideret litterær.

Man kan altså se det som en jakobsstige af fortællinger med frelseshistoriens centrale, bibelske trin i den ene ende og en mængde små historier i den anden, fortællinger der kan være meget forskellige og fjerne fra den bibelske grundfortælling, men som alligevel står i et levende forhold til den - englene gik jo som bekendt både op og ned ad jakobsstigen.

       Det, jeg i dag skal sige noget om, er hvordan tre store og meget elskede fantasyfortællinger, Ringenes herre af J.R.R. Tolkien, Narnia-bøgerne af C.S. Lewis og Harry Potter-bøgerne af J.K. Rowlings står i forhold til den store bibelske fortælling. Men først et par ord om selve genren: Fantasy.

Hvad er fantasy?

Fantasy er, som man hører på udtalen eller rettere sagt trykket, et engelsk eller rettere sagt amerikansk låneord. Ifølge min Websters College Dictionary betegner det "a form or work of fiction based on highly imaginative or fanciful characters and premises" ("en genre eller et stykke skønlitteratur baseret på særdeles fantasifulde og forunderlige personer og forudsætninger"). For nogle hundrede år eller mere siden ville denne beskrivelse have dækket stort set alt, hvad man kaldte litteratur.

Fantasy forstås derfor bedst som et modstykke til den moderne tids dominerende genrer: den realistiske eller naturalistiske roman, novelle etc. Fantasy går til den modsatte yderlighed og dyrker det fantastiske, det dramatiske og det storslåede. Derfor er fantasybøger ofte befolket med magiske væsener, talende dyr, elverfolk, dværge, drager og - hobitter. Trolddom i en eller anden form spiller ofte en vigtig rolle, men det afgørende for genrens fascination er nok, at den fremmaner en hel verden, som man kan fordybe sig i, gå op i, lade sig opsluge af.

I denne verden kører der ofte en kosmisk konflikt mellem godt og ondt, som hovedpersonerne på den ene eller anden måde drages ind i. Det er ikke mindst i dette sidste element, den kosmiske kamp, at fantasy-genren hæver sig over den banale spænding og underholdning og får en etisk dimension og dermed interesse set fra et katolsk perspektiv.

Aslan: Allegorien og den gode historie

Narnia-bøgerne af den engelske forfatter C.S. Lewis hører til den kristne børnelitteraturs klassikere. De er skrevet i 1950'erne, blev delvis oversat til dansk, gik lidt i glemmebogen, men fik så i 1980'erne en renæssance. For nylig har jeg set en dansk udgave i ét, stort bind med farveillustrationer.

Der er tale om syv bøger med ret forskellige historier og kun delvis gennemgående hovedpersoner. Det fælles referencepunkt er landet Narnia, som er et land med talende dyr i en parallel verden, der i øvrigt har en del lighedstræk med vor egen nære Orient.

Forfatteren C.S. Lewis var professor i fransk middelalderlitteratur i Oxford i årtierne omkring Anden Verdenskrig. Han var ungkarl, men giftede sig på sine gamle dage med en fraskilt amerikansk kvinde. Han var protestantisk opdraget, men tog tidligt i puberteten afsked med kristendommen. Som midaldrende mand genfandt han troen, ikke mindst takket være sin gode ven J.R.R. Tolkien. Lewis' kristendom kan betegnes som mainstream-protestantisk. Lewis er stadig kendt for sin videnskab, men frem for alt for et stort apologetisk og litterært forfatterskab.

Med den omvendtes iver efter at formidle sin egen store, ja mageløse opdagelse skrev han en række apologetiske bøger, som for moderne mennesker fremstillede kristendommens grundsandheder i tiltalende, rimelig og let tilgængelig form (f.eks. The Everlasting Man, Mere Christianity). Hans stil er letflydende, præget af stor rutine, men også af et føleligt hastværk. Han skrev sine bøger i ét stræk med alle de fordele og ulemper, det giver.

       Narnia-bøgerne hører til hans litterære forfatterskab ligesom en lille serie teologiske science-fiction og hans måske største bestseller, The Screwtape Letters (Fra djævelens blækhus). Selv om formen er forskellig fra de førnævnte apologetiske værker, så er formålet med de litterære værker imidlertid det samme.

Lewis bruger de litterære former, hvad enten det er fantasy-genren, brevpastichen eller science-fictiongenren, til at formidle kristen tro og moral. Denne kristendom er som sagt en slags protestantisk mainstream, uden klare konfessionelle markører og derfor også ganske uden brod mod f.eks. katolikker, jøder eller andre slags protestanter. Lewis' formål var at omvende moderne hedninger, ikke at polemisere mod andre religioner eller konfessioner.

       Den litterære figur, han i Narnia-bøgerne benytter for at få sit budskab ud, er allegorien, dvs. en billedlig tale, hvor et kendt begreb eller person optræder i en gennemskuelig forklædning. Det er f.eks. klart, at Narnia-bøgernes gennemgående figur, løven Aslan, er Kristus, "kejseren på den anden side af havet" er Gud Fader, Helligånden er underligt nok næsten fraværende, men i seriens første bind, Troldmandens nevø, har vi en djævel (heksen), en skabelse (Aslan synger), en ny Adam og Eva, en ny Edens have komplet med visdommens træ og et nyt syndefald.

I seriens andet bind, Heksen, løven og garderobeskabet, gennemspiller Kristus-Aslan påskemysteriet og frelser det vinterknugede Narnia fra heksens (djævelens) herredømme ved at gå frivilligt og uskyldig i døden i stedet for en af de menneskelige hovedpersoner. I dette bind er der sågar en Judas, og et stenalter gør det ud for et kors og grav, hvorfra Aslan, det uskyldige Guds lam, genopstår ved daggry, hvor alteret er knækket.

Seriens sidste bind, Det sidste slag, er en allegori på de sidste tider og dommedag komplet med en (ny) satan i form af afguden Tash, en tåbelig antikrist, ædle hedninger, gensynet med de kære og en allegori på det evige liv.

Seriens øvrige bind har mere episodisk karakter, men der optræder bl.a. en tapper mus, der som en anden Elias henrykkes til himlen, en dreng, der af synden forvandles til en drage og ved en slags skriftemål igen bliver til et menneske osv. osv.

       Lewis' bøger er altså bevidst og direkte forkyndende. Den allegoriske fortælling er kun en fernis, og bøgerne er lagt an på, at læseren ved at gribes af Narnia-fortællingerne skal kunne genkende det samme store perspektiv, den samme sandhed og det samme friskhed i sin egen tids kristendom.

Lewis vil kort sagt for en stund gøre det kendte - eller rettere sagt, det folk tror, de kender alt for godt, nemlig kristendommen - fremmed for på den måde at gøre det nyt og spændende, og denne nyhed og spænding i fantasiens univers skal så smitte af, overføres, på den virkelige verdens kristendom og udløse engagement, omvendelse og glæde.

Eller med andre ord: Kristendommen er spændende og relevant. Folk tror desværre, den er kedelig, gammelkendt og forældet, men ved litteraturens hjælp skal de genopdage kristendommens evigtunge friskhed og overføre denne indsigt fra litteraturen til deres eget dagligliv.

Potter: Nyhedenskab, humanisme eller hvad?

Harry Potter-bøgerne er et fænomen, hvis succes med lidt bagklogskab ikke er så svær at forklare, men hvis opstigning til verdensomspændende mani og big business er en af vor moderne kulturs gåder.

Genremæssigt er der tale om en godt konstrueret hybrid, og det er en ikke ringe del af årsagen til successen. Der er nemlig tale om en splejsning af en traditionel engelsk kostskoleroman, dvs. en seriebog om unge menneskers udvikling og konflikter i et overskueligt og velkendt skolemiljø, og så hele fantasygenrens palet af magi, monstre, troldmænd, godt og ondt etc. Dertil, og det sætter prikken over i'et, er historien fortalt med en uforlignelig sans for en dramatisk plotline, krydret med lige præcis den rette dosis absurd komik, psykologisk indsigt og menneskelig varme.

      
       Forfatteren er en typisk moderne fantasyforfatter, dvs. en, der ønsker at skrive en serie og at leve af sin forfattervirksomhed. Ekstra moderne bliver det ved, at J.K. Rowlings også var enlig mor og fik mulighed for at realisere sit projekt gennem statslig støtte. Helt klassisk er det til gengæld, at forlaget, dvs. de professionelle, ikke så mulighederne i bogen, men for skams skyld trykte et første oplag på 500.

              For en første betragtning er Harry Potter-bøgerne, så vidt vi på grundlag af seriens første fem af syv planlagte bind kan sige det, nærmest støvsuget for religion. Det bliver hvert år allehelgen og jul på Hogwarts, men det er det rene fest, farver og julemad, og påske, kristendommens centrale højtid, bliver det aldrig. Det samme må man sige om de af dagligsprogets religiøse udtryk, der er smuttet med.

Ganske vist spiller kampen mellem godt og ondt en central rolle, men selv Voldemort, der ved første øjekast kan synes som en dæmonisk skikkelse, er jo udtrykkeligt et menneske. Godt og ondt eksisterer ganske vist og er i konflikt, men det er stort set abstrakte begreber, moralske kvaliteter, ikke metafysiske eller transcendentale størrelser.

       Harry Potter-bøgerne er nemlig meget moralske, nærmest moraliserende, både i deres skildring af forholdet mennesker imellem og på det højere plan, konflikten mellem de onde, Voldemort og hans slæng, og de gode, Potter, Dumbledore og vennerne. Spørgsmålet er så selvfølgelig, om denne moral kan karakteriseres som kristen, eller om den må nøjes med betegnelsen humanistisk i vestlig forstand.

Det er et spørgsmål, som er vanskeligt at besvare, bl.a. fordi serien endnu er uafsluttet, men det er absolut muligt at pege på elementer, der harmonerer med en kristen moral. Eller for at tale mere moderne: det er muligt at pege på kristne værdier i Harry Potter.

Flere af dem har særlig interesse for en katolsk betragtning. Det ene er den rolle kærligheden spiller, og her mener jeg ikke så meget venskaberne børnene imellem og de spirende romancer. De hører til Harry Potter-bøgernes karakter af udviklingsroman. Næ, det jeg tænker på, er den gentagne understregning af Harrys mors selvopofrende kærlighed som det, der beskyttede det forsvarsløse lille spædbarn mod Voldemorts magi.

Et andet element er barmhjertighed. Voldemort og hans dødsgardister er kendetegnede ikke alene ved magtbegærlighed, men også ved grusomhed og hjerteløshed. Harry på den anden side udviser i en central passage helt overvældende barmhjertighed over for Peter Pettigrew, der viser sig at have udleveret hans forældre til Voldemort.

Et tredje er det voluntaristiske element. Den enkeltes valg, valget mellem liv og død, mellem kærlighed, frihed, medfølelse, loyalitet på den ene side og brutalitet, sadisme og dominerende magt på den anden, snarere end medfødte evner og tilbøjeligheder står i centrum, sådan som rektor Dumbledore belærer Harry om i en central ordveksling.

       Sådan som jeg læser Harry Potter-bøgerne befinder deres religiøse, specifikt kristne relevans sig i alt overvejende grad på det etisk-moralske plan. Jeg finder det derimod vanskeligere at forbinde Potter-bøgerne med den bibelske fortælling. Det eneste sted jeg finder ansatser til noget i traditionel forstand religiøst er i Albus Dumbledores skikkelse. Han er hemmelighedsfuld, magtfuld, men ikke anmassende, han er anderledes, uudgrundelig vis, ja nærmest alvidende, på kanten til at være en slags forsynets agent. Eftersom serien ikke er færdig, er det imidlertid ikke til at sige, om det vil blive ved ansatserne.

Et andet sted, hvor der måske er noget at hente, er i forholdet til døden, idet der antydes en slags liv efter døden. Også på det punkt bliver vi måske klogere.

       I et katolsk perspektiv er Potter-bøgerne interessante først og fremmest, fordi de er så moralsk bevidste i deres kredsen om den enkeltes valg, pligten til at engagere sig i det godes tjeneste og de etiske dilemmaer.

Det religiøse er mest tilstede som en næsten uudtalt mulighed, som en hemmelighedsfuld tavshed, som hver enkelt læser kan tolke eller lade være efter forgodtbefindende. Heri svarer bøgerne meget godt til den moderne offentligheds moraliserende, men grundlæggende agnostiske karakter. Det moralske/etiske er allestedsnærværende, og det religiøse har eksistensberettigelse, men skal holde sig i baggrunden og under ingen omstændigheder trænge sig på.

Frodo: Myten og manden

J.R.R. Tolkien var, som de fleste ved, professor i old- og gammelengelsk i Oxford. Han var en stor, men ikke særlig produktiv videnskabsmand. Til gengæld skabte han venrdenslitteratur, og Ringenes Herre er blot en del af det litterære livsværk, som han gennem mange, mange år nok viede sine bedste kræfter.
Han var gode venner med C.S. Lewis, og sammen med en tredje nu næsten glemt fantasy-forfatter Charles Williams dannede de en lille litterær gruppe, der mødtes jævnligt under navnet The Inklings, hvilket er et uoversætteligt ordspil på en vag idé og noget med blæk.

Tolkiens litterære ambition var uendeligt meget større end Lewis' og Rowlings'. Han ville ikke kun skrive en bog, men skabe en hel mytologi, dvs. et komplekst, kollektiv meningsgivende værk, og til det formål udarbejdede han en hel litterær verden komplet med kosmologi, historie, sprog og det hele. Han begyndte som ganske ung mand, mens han lå på feltlazaret under Første Verdenskrig, og han efterlod et uafsluttet kæmpeværk, som en af hans sønner i årevis har publiceret bidder af.

Litterært set kan hans værk som helhed karakteriseres som en sagnkreds sammensat af meget forskellige genrer. Inden for denne sagnkreds er Ringenes Herre et epos, dvs. en stort anlagt, heroisk fortælling om godt og ondt.

       Tolkien var gift, havde fire børn og var katolik. Han ønskede udtrykkeligt, at hans litterære værk skulle udtrykke hans dybeste religiøse og filosofiske overbevisning og karakteriserede det selv som gennemsyret af religion. Derfor undrer det måske ved første øjekast, at Ringenes Herre tilsyneladende ikke rummer nogen form for religion. Der er med et par små diskrete undtagelser ingen guder, ingen kirker, ingen gudsdyrkelse.

       Alligevel er der masser af religion i Ringenes Herre. Den er bare ikke til stede på den allegoriske måde, som C.S. Lewis benyttede, og som Tolkien afskyede, men på en dybere, mytisk, litterært mere gennemarbejdet, mere indirekte, men ikke mindre reel måde.

Man kan f.eks. se, hvordan elementer af den kristne grundfortælling optræder, men ikke pænt samlet i en person som hos Lewis, hvor Aslan samler alle Kristi egenskaber, eller ordnet i korresponderende episoder (skabelse, syndefald, påskemysterium, dommedag) som i Narnia-bøgerne.

I Tolkiens værk er kristologiske og frelseshistoriske træk derimod spredt ud. Aragorn, kongen der vender tilbage, og hvis herredømme varsler en gylden tid, har f.eks. træk, der både refererer til de gammeltestamentlige konger (David, Salomon, Judas Makkabæus) og til disses typologiske fuldendelse: Jesus Kristus (genopretter riget).

Gandalf, der går i døden for sine venner, kæmper mod balroggen og sejrer, idet han selv dør, men derefter vender forklaret og forvandlet tilbage (hvid, hans venner genkender ham ikke! - scenen i skoven er en ren noli me tangere), er et andet eksempel. Frodo, der bærer ringen, den byrde, der ikke er hans, men som han frivilligt tager på sig, fordi han er udpeget til det, er et tredje.

Hele Tolkiens beskrivelse af ondskaben som perverteret godhed, dvs. netop ikke som noget, der altid har været og i sin oprindelse var ondt, men som blev det, er også dybt kristen.

       Det er i øvrigt ikke kun kristendommen, der på den måde transformeret går igen i Tolkiens værk. Det gælder ganske store dele af den vesterlandske kulturarv og litteratur. I det oldengelske epos Beowulf optræder f.eks. en drage, der bor i en høj og ruger over en skat, men som farer ud, fordi en tyv stjæler en kalk (jf. Hobitten).

Samme sted optræder navnet Eomer, Meriadoc er et oldengelsk kongenavn, rytterfolket rohirim er en slags frankere, Gondors rige en slags Byzans, Arnor i nord er det Rom, der gik under i kamp mod barbarerne, dværgesmedene stammer fra nordisk mytologi, mere præcis den Ældre Edda, som også har leveret en masse dværgenavne. Nibelungen-sagnkredsen, også i den form den fik hos Wagner, har også leveret stof, og sådan kunne man blive ved.

       Det religiøse og det moralske er imidlertid ikke kun til stede i delene, i de enkelte elementer. Det er også til stede i helheden. Værket handler jo om kampen mellem det gode og det onde, en kamp, der altid står på. Undervejs i skildringen af denne kamp får Tolkien sagt ganske meget om godt og ondt og om forskellen på dem. Det onde forstår f.eks. ikke det gode, og dette er det svage godes chance.

Det gode fristes imidlertid til at bekæmpe det onde med det ondes egne midler (Saruman, Boromir, Ringen), men det er en fristelse, som man for alt i verden må modstå. Det godes midler (de svage, hobitterne, håbet, samvittigheden, sammenhold) er anderledes.

Den sande moralske storhed, det virkeligt gode, er at sige nej til fristelsen i form af ringen, som står som magtens og ondskabens centrale symbol. Og det er at håbe mod alle odds. Og det er at være barmhjertig. Nogle består prøven (Gandalf, Galadriel, Aragorn, Faramir), andre klarer det ikke (ringånderne, Saruman, Gollum, Denethor, Boromir, Frodo, de to sidste dog uden at gå til grunde).

       Det mest tydelige religiøse er imidlertid den forsynstanke, der strukturerer hele fortællingen. Det er ikke tilfældigt, at Bilbo finder ringen, der på den måde unddrages Sauron for en generation. Og for den, der læser opmærksomt, har Tolkien placeret en lang række henvisninger til profetier, der opfyldes, ting, der sker i tidens fylde, ikke-tilfældige sammentræf etc. etc. Men også et andet meget vigtigt element af den kristne forsynstanke er med: Svagheden, de onde, de faldne har deres plads i planen, og de gode skal vise tilbage­holdenhed med at presse deres egne planer igennem.

Gollum er skyld i meget ondt, men da Aragorn og Gandalf fanger ham, dræber de ham ikke. Heller ikke Frodo dræber ham, selvom det både ville have været retfærdigt og rationelt. Og det er jo netop Gollum, der i al sin svaghed, og endda i sin ondskab, leder ring­bæreren Frodo ind i Mordor ad den eneste mulige vej og i den sidste afgørende stund, da Frodo svigter og kræver ringen for sig selv, ved at bide den af Frodos finger og falde i Dommedagsbjergets luende dyb, ufrivilligt, providentielt, redder hele situationen og sikrer det gode sejr. Alt tjener til bedste for dem, som frygter Gud, skriver Paulus, og Tolkien illustrerer det.

       Hvis man vil være barsk, kan man sige, at den religion og moral, Tolkien udtrykker gennem Ringenes Herre, snarere er almentreligiøs end specifikt kristen. Det er dog efter min mening både upræcist og overdrevent. Den er ganske vist almentreligiøs, men gennemtrængt af en ånd, der for den opmærksomme iagttager er umiskendelig kristen og for at være helt præcis: katolsk, og hvorfra man uden besvær kan tage det næste skridt ind i kristendommen. Men det er helt op til den enkelte.

Tolkien er diskret, blid, indbydende, ikke appellerende eller anmassende, og så alligevel urokkelig i sin personlige integritet og hvilende i sig selv og sin tro. Dette afspejler sig også i hans gennemkomponerede værk og udtrykker dybest set en meget katolsk spiritualitet.

Filmatiseringen

I modsætning til filmatiseringen af de første tre bind af Harry Potter-bøgerne, der udmærker sig ved en enestående troskab mod bøgernes ånd og bogstav, så står filmatiseringen af Ringenes Herre i et mere problematisk og dermed ambivalent forhold til sit forlæg. Det siger sig selv, at Peter Jackson måtte forkorte historien, da han skulle omstøbe de tre tykke bind til tre lange film. Det interessante er derfor ikke så meget, hvad han skar bort, men det, han lavede om, ikke mindst det han lavede om uden at være tvunget til det af hensyn til kravet om at forkorte historien.

       Kort fortalt går ændringerne, når man ser bort fra nødvendige stramninger og forkortelser, ud på en opgradering af elverkvinden Arvens rolle, tilføjede action-scener, en udbygning af Gollum-figuren og en vis banalisering. Arwen gøres til et aktivt modstykke til Aragorn, der f.eks. ridder ham og hobbitterne i møde og redder Frodo det sidste stykke til Kløvedal. Den rolle spiller hun ikke i bogen, hvor hun alene tildeles en rolle som den kærlighed, der motiverer Aragorn til at vokse ind i den helte- og befrierrolle, der er hans. Denne passivitet, der hos Tolkien er et tydeligt lån fra middelalderens ridderromancer, var alligevel for umoderne for Hollywood.

En tydelig koncentration om historiens krigeriske sider og tilføjelsen af action-scener, der ikke findes i boge (f.eks. ulverytternes angreb og Nazgul-angrebet på Osgiliath), forklares nok bedst som en imødekommenhed over for Hollywoods forventningen om storslåede og dramatiske optrin.

Langt mere vellykket er den udbygning af Gollum-figuren, som er så karakteristisk for den tredje film. Gollum skildres her nærmest skizofren, og i kombination med den fantastiske animation af hans skikkelse tilføjer det fortællingen spændende nyt. Desværre er der langt flere eksempler på unødvendige banaliseringer: Den afgørende moralske kontrast mellem brødrene Boromir og Faramir sløres ved den tilføjede sekvens, hvor Faramir fører Frodo og Sam til Osgiliath mod deres vilje. Drost Denethor fremstår i filmen også langt mere direkte ond, hvor han i bogen først er fremmest er tragisk (et eksempel på fortvivlelse, lige modsat Aragorn og Gandalf, der altid håber mod alt håb).

Og så er der bogens og filmens slutscene, hvor Sam vender hjem fra Gråhavne efter at have taget afsked med Frodo. I bogen er han dybt deprimeret, men vender ligesom tilbage til livet, da han kommer ind i huset og hans hustru Rosa sætter deres spædbarn på hans skød. Så forstår han, hvad hans liv nu er. I filmen er dette lille, smukke symbolske og dog virkelighedsnære optrin blevet omstøbt til en "far-kommer-hjem-fra-job-scene", hvor Rosa modtager ham med et par små børn ved havelågen. Meningen med dette står mig ikke klart.

              Og sådan kunne man blive ved med at påpege små og store forskelle på bogen og filmen, nogle af dem nødvendige, andre unødvendige, nogle af dem vellykkede, men langt flere tvivlsomme. Og det ville være uretfærdigt. For grundlæggende set har Peter Jackson løst sin opgave over al forventning. Han har bevaret det centrale, været tro mod ånden og (gen)skabt en myte i den for vor tid kanoniske form: en Hollywood-filmatisering. Tolkien ønskede med Ringenes Herre at skrive en moderne myte, og med Peter Jacksons hjælp er det blevet til virkelighed.

Konklusion

Jeg er nu nået til ende med mine overvejelser, og det var måske på tide at afslutte. Jeg tror imidlertid, jeg vil afstå fra en egentlig konklusion, for dette er jo ikke en forelæsning, men et oplæg, og enden på historien er derfor ikke, at vi rejser os og går hver til sit, men at vi taler sammen.