Skal vi have et forskningsforum for bibelhistorie?

Kronik, skrevet til Kr. Dagblad der ikke vil have den.

 

Wenn jemand eine Reise tut – så kan han eller hun som bekendt fortælle noget. Jeg gjorde en rejse til  Stuttgart i Sydtyskland nogle dage i september, og mine oplevelser dér har ført til overvejelser, som jeg gerne vil inddrage flere i.

Jeg har i en del år arbejdet med danske børns bibelhistorier og har bl.a. skrevet en afhandling om den sproglige side af denne særlige kategori af børnelitteratur. Lige så længe jeg har arbejdet med bibelhistorierne, har jeg søgt efter andre med samme interesse, andre der arbejder forskningsmæssigt med netop denne vigtige teksttype, vigtig for børns og dermed i lige så høj grad for voksnes forståelse af, hvad Bibel, Gud og kristendom er for noget. Alene i Danmark er der gennem årene kommet op mod 200 bibelhistorier, og der kommer næsten hvert år nye, på det seneste ofte oversat fra engelsk. Også andre medier end bogen tages nu i brug til formidling af Bibelen til børn og unge. Spørgsmålet er så: Hvordan gør de det?

For et par år siden lykkedes det mig endelig at finde en ligesindet, nemlig den svenske teolog og præst Sören Dalevi, der har fået fire år på Karlstad Universitet til at skrive om genren bibelhistorie ud fra en teologisk og pædagogisk synsvinkel. Fra ham var det, jeg hørte om et såkaldt kollokvium om bibelhistorie i Stuttgart, hvor det især skulle handle om det udvalg af bibelske fortællinger, man siden Luther finder i det, som tyskerne kalder Kinderbibeln, børnebibler.


Her var nu knap fyrre forskere kommet sammen for at tale om børns bibelhistorier i et par intense døgn, hvor der også skulle være tid til at besøge Det tyske bibelselskabs hovedsæde i Stuttgart og i øvrigt til at tale med hinanden.


Kollokviet viste sig at være det femte i en række. Indkalder og leder var professor Gottfried Adam fra Wiens universitets teologiske institut. Han og kollegaen Rainer Lachmann fra universitetet i Bamberg har oprindelig taget initiativet til dette forum, og begge var til stede og holdt foredrag om hovedemnet. Til stede var også flere andre forfattere til bøger vedr. bibelhistorie, bl. a. de i kredsen kendte Regine Schindler, der har skrevet en række bøger for børn, og Christine Reents, der bl.a. har skrevet en bog om den nok betydeligste tyske bibelhistorie, Johan Hübners fra 1714 (oversat til dansk i 1728)  og dens gang gennem mange lande i mange udgaver. To deltagere var fra Ungarn, fra Sverige deltog Sören Dalevi, fra Danmark foruden jeg selv, Irene Nielsen, der til daglig læser teologi i Zürich og nu vil skrive speciale om et bibelhistorisk emne. Resten af deltagerne var fra de tysktalende lande.

                    Har det da interesse, hvilke fortællinger der gennem tiden er blevet taget med i børnenes bibelhistorier, og hvilke der er udeladt? Det har det så afgjort, for det  er bl.a. den samlede sum af fortællinger, der viser de læsende børn og forældre, hvem Gud og Jesus er. Typiske udeladelser er seksuelt betonede historier som den om Guds tjener Noa, der drikker sig fuld og gør sine døtre gravide, og den om Guds udvalgte David, der forelsker sig i den gifte kvinde Batseba og sørger for, at hendes mand bliver myrdet. Men også fortællinger, der betoner Guds strenghed, som nu den hvor Gud forlanger af Abraham, at han skal ofre sin egen søn, eller dem hvor Gud synes uretfærdig eller ukærlig, har været og bliver i nogle tilfælde stadig udeladt. Mens ”børnevenlige” fortællinger, først og fremmest julefortællingen, men også andre fortællinger, hvori der forekommer børn eller scenerier, som børn let kan sætte sig ind i, som nu fortællingen om Lazarus, ofte er taget med, gerne i en bredt malende form. Hvilket Gudsbillede ønsker vi i dag at give videre til næste generation?

Andre væsentlige perspektiver på bibelhistorier for børn, end det der netop var temaet i Stuttgart, er spørgsmålet om skriveformen: Fortælles der kun, eller udlægges teksten også kristeligt-moralsk? Et eksempel på det sidste, som mange danskere vil kende, er hollænderen Anne de VriesBørnenes Bibelbog, der i Georg Geils oversættelse fik stor udbredelse i Danmark i 1960erne og senere. En ny dansk bibelhistorie, der søger at undgå den form for udlægning, og med held, synes jeg, er Bodil Busk Sørensens Skolebibelen fra 2000.


Til kollokviet i Stuttgart kom tre forfattere af nye, som det fremgik meget forskellige bibelhistorier, og fortalte, hvorfor de havde valgt fortællinger og fortællesprog, som de havde. Tre forskergrupper viste eksempler på multimedie-  og interaktive bibelhistorier – det seneste nye, hvor børn og unge selv vælger opgaver og videre læsning, unægtelig interessante sager. Ikke mindst de sidste gjorde meget ud af illustrationerne: Hvordan skal man i vore dage illustrere en bibelhistorie for børn og/eller unge, så den på den ene side fanger dem og på den anden side er lødig, både teologisk og æstetisk? Det var i den sammenhæng fornøjeligt at høre Sören Dalevi fremhæve en dansk fortæller som Johannes Møllehave og en dansk tegner som Peter Madsen for det gode.


Kort sagt: Jeg har gjort en rejse, er kommet hjem og har meget at fortælle om og drøfte videre med andre. Så er spørgsmålet blot: Hvem skal jeg tale med? Vi har jo ikke i Danmark, og iflg. Sören Dalevi har de det heller ikke i Sverige, et forum for forskning i børns bibelhistorier. Vi tre, Sören Dalevi, Irene Nielsen og jeg, besluttede derfor, mens vi nu var sammen, at oprette et sådant forum i skandinavisk udgave – med os tre som den ganske spæde begyndelse. Sören kender en norsk forsker, der muligvis vil være med, og så inviterer vi ellers enhver, der er seriøst interesseret i at arbejde med bibelhistorie, det være sig ud fra en teologisk, en pædagogisk, en lingvistisk, en billedkunstnerisk eller en helt femte synsvinkel, til at være med, også gerne forfattere og forlagsfolk, og hvem der ellers kan tænke sig at indgå i en sådan sammenhæng. Når vi er mange nok, er det så tanken, at vi vil finde en institution, der vil tage hånd om os administrativt. Økonomisk må der formentlig søges fonde.

Så vidt jeg ved, har ingen danske universiteters teologiske uddannelser professor- eller andre stillinger i pædagogisk formidling, sådan som de altså findes på en række universiteter i de tysktalende lande. Danmarks Lærerhøjskole, nu Danmarks pædagogiske Universitet, havde i en årrække et religionspædagogisk institut, senest ledet af den navnkundige professor K. E. Bugge, men nu? Der er Teologisk Pædagogisk Center i Løgumkloster. Der er også diakonuddannelserne, hvor man uddanner sognemedhjælpere i katekese – og ellers? Der er sikkert nogle, jeg har glemt eller ikke kender, og det er i hvert fald sikkert, at herhjemme må vi gå bredere ud end til universiteter: Jeg vil gerne invitere alle, der på et seriøst niveau interesserer sig for og beskæftiger sig med emnet bibelhistorie, til at være med.


Vi har så tænkt os, at der på et tidspunkt må holdes et møde, hvor en ledelse kan vælges. Men vi er naturligvis lydhøre over for alle forslag og ideer – vi er blot overbevist om, at der for den videre samtale om bibelformidling til børn og unge er brug for et sådant forum. At beskæftige sig seriøst med en sådan sag kan være et ensomt job, men det behøver ikke at være det hele tiden. Det er godt af og til at træde ud af ensomheden og gå sammen, her altså om børns bibelske fortællinger i vore egne lande på vore egne sprog, de skandinaviske. Foreløbig taler vi tre nu sammen, men vi vil meget gerne være flere, og gerne fra flere fagområder. -  Det næste tyske kollokvium er i øvrigt planlagt til september 2009.


Jeg kan kontaktes på adressen Vestergade 4, 8900 Randers, på telefon 8644 2920 eller helst: På e-postadressen edith.aller@mail.tele.dk     
           

Edith Aller
 fhv.
seminarielektor, cand. pæd. & ph.d. i dansk sprog.

Lagt på www.aslan.dk 15. november 2006