Er det sket? Er det sandt? Overvejelser over hvad bibelhistorier kan og ikke kan

Af Jean-Pierre Duclos (Fra Aslan 2003/2)


Man kan fortælle historier for at underholde, men man kan også gøre det for at bringe et budskab. Når en ny generation fortællere bringer dem videre må man være klar over denne forskel, og det gælder ikke mindst gengivelsen af de bibelske fortællinger. Her findes en uudtømmelig skat som ikke mindst børnebogsforfattere øser af, og nogle nøjes med at bruge dem fordi de er gode historier. Der udkommer utrolig mange bøger om Noahs ark, men når man læser dem forstår man ikke hvorfor denne fortælling har fået en plads i Bibelen. Budskabet er væk. Og det er som at give børnene sten i stedet for brød.

Det er netop forskellen mellem disse to typer fortællinger som forklarer at man kan tale om en fortællings sandhed selvom den er opdigtet. Alt det du fortæller, er det sket? spørger tilhøreren. Selvfølgelig ikke, men det jeg får dig til at tænke over ved at fortælle dig min historie, det må du selv sige ja eller nej til.

At noget kan være sandt selvom det aldrig er sket er nøglen til at forstå Bibelens allerførste kapitler, de to skabelsesberetninger. Den ældste historie, den med Adam, Eva og slangen i paradiset, er så indlysende en fortælling at ingen vil fortolke den bogstaveligt. Så der må menes noget andet med den. Men hvad så med fortællingen om verdens skabelse på seks dage, er den også er en fortælling eller skal den tolkes bogstaveligt? Før man erklærer den for usand, må man spørge hvad den taler om. Er dens anliggende at besvare det samme spørgsmål som Darwin eller BigBang teorien gør, eller drejer det sig om noget andet? Religionshistorikerne kalder sådanne tekster for myter, dvs. fortællinger som hjælper folk til at forklare tilværelsens gåder. Er verden rent kaos eller er der en mening i galskaben? Er vi mennesker lig dyrene og er dyreverdens kønsrollemønster vores model? Er jungleloven altherskende, eller er det rigtigt at skelne mellem godt og ondt? Her går jeg baglæns fra budskabet til fortællingen, men det viser hvor vigtigt det er at de to hænger sammen. Ville verden af i dag ikke være bedre at leve i, hvis vi hørte det budskab fortællingen om Adam, Eva og slangen prøver på at bringe os i stedet for at trække på skulderen fordi den ikke holder overfor Darwins teori.

Der findes mange andre fortællinger i Det gamle Testamente hvis budskab stadig er aktuelt, og nogle af disse historier er stadig populære, men virker de efter deres oprindelige hensigt? Det er f.eks. tilfældet med den lille historie om Jonas som var et yndet emne i oldtidens kirkekunst og stadig synes at være det hos moderne børnebogsforfattere og -forlag − der kommer et par hvert år.

Jonas bog er ikke nogen myte, dvs. en fortælling hvis mål er at hjælpe os at klare tilværelsen. Det drejer sig om et eventyr, men et eventyr med et stadig relevant budskab, ikke mindst i dagens Danmark. Hvad er det for et budskab? Og kan man bringe det i dag ved at genfortælle Jonas’ historie?

Jonas bog er et eventyr, en velkendt litterær genre i oldtidens nærorientalske litteratur og en genre som findes andre steder i jødernes Bibel. At vi befinder os i en fantasiverden mærkes tydeligt af den ophobning af usandsynligheder som denne lille bog indeholder. For øvrigt vidste forfatterens samtidige godt at den store by Nineve var blevet slettet fra jordoverfladen allerede to århundreder før der udefra kom en helvedesprædikant som skulle have omvendt dens indbyggere, dyrene iberegnet. Så det er ren tidsspilde at undersøge om der blandt fandtes de forhistoriske havdyr fandtes nogle hvis gab var stort nok til at lade en menneskekrop gå uskadt igennem eller granske de botaniske leksika for at se om den tropiske plante ricinus communis kan vokse i den irakiske ørken. Det er ikke ad denne vej man kan finde ud af om Jonas historie er sand selvom han selv aldrig har eksisteret.

Hvorfor findes dette eventyr blandt den jødiske bibels profetiske skrifter? Det virker uventet, ikke mindst når man konstaterer at alle hedningerne i historien er sympatiske og at den eneste utiltalende person er jøde. Det var et klart budskab rettet mod den etnocentrisme og selvtilstrækkelighed som herskede i det jødiske folk efter at det var kommet tilbage fra landflygtigheden i Babylon. De blev mere og mere overbeviste om at Yahwe var deres private Gud og glemte at hans kærlighed omfatter hele menneskeheden, ja hele universet. De glemte at Abraham var blevet udvalgt for at hans efterkommere skulle blive Guds redskab for at frelse alle. Det er tankevækkende at Jonas bog sandsynligvis er samtidig med Ezras bog som beretter om den jødiske statsgenoprettelse da israelitterne kom tilbage fra Babylon i 538 f.Kr. Dette skrift er uhyre nationalistisk og bruger f.eks. hele fire kapitler til at fordømme blandede ægteskaber og nævner sågar de formastelige som begik denne uhyrlighed. Det er i dette klima Jonas bog skal læses med dets budskab om at Guds kærlighed omfatter alle nationer, ja, hele den skabte verden.


Hvordan har moderne børnebogsforfattere klaret den opgave at bringe dette budskab videre? Jeg har blandt mange fundet tre børnebøger som hver på sin måde stræber efter at få budskabet med.

Den første Jonas og hvalen er genfortalt af Mary Auld og illustreret af Diana Mayo (Flachs 2000, oversat fra engelsk af Mo Schulz og trykt i Hong Kong.) Illustrationerne fremstiller ganske anonyme mennesker, så bogen kan bruges overalt. Historien er genfortalt tekstnært, kort og præcist, men forfatteren mener ikke at fortællingen kan stå alene. Derfor suppleres den med fire sider med faktiske oplysninger og uddybende spørgsmål hvor den pædagogiske pegefinger virker mildt sagt forvirrende. Det siges helt rigtigt at det er budskabet som er det vigtigste og at historien ikke nødvendigvis må opfattes som historisk korrekt. Og samtidig har man et kort over Nærorienten hvor den forsvundne by Ninive står på, samt en notits om miraklerne der fremstiller dem som en konkret mulighed. Hvad skal man tro? Og spørgsmål af typen "Hvad fortæller denne historie os om Gud?" fremmer ikke læselysten.

I en helt anden genre er Peter Mouritzens meget friske og personlige genfortælling Jammergøjen og den ynkelige hval med illustrationer af Lasse B. Weinreich (Alfa 2002). Allerede ud fra titlen kan man gætte sig til den moderne friske måde historien gengives på. Samtalen mellem Jonas og hvalen, som begge indrømmer at de ikke forstår et ord af det hele, udtrykker en moderne læserreaktion overfor denne historie godt. Men Peter Mouritzen forstår godt budskabet og lader det komme tydeligt frem: Guds grænseløse kærlighed som også omfatter dyrene. Hvalens beskrivelse af det paradis den længes efter viser at den ikke tvivler på denne kærlighed. Jonas gør det heller ikke og det får ham til sidst til at spørge Gud direkte: "Hvis du har så ondt af menneskene, hvorfor bliver du så ikke et menneske selv og får en søn?" Og Peter Mouritzen konkluderer "Men det er en helt anden historie, som vi kan læse i Det nye Testamente" Mere elegant kan det ikke klares.


Det kommer tydeligt frem, at den bibelske bogs hovedtema, Guds altomfattende kærlighed, kommer med i den danske udgave, men jeg savner et ikke uvæsentligt aspekt hvis man vil bringe Jonas’ budskab videre, afstandtagen fra den nationale egoisme. Denne side af budskabet kommer tydeligt frem i den tredje bog Jonas af Gertrud Fussenegger, mesterligt oversat fra tysk af Eva Glistrup og med vidunderlige billeder af Annegert Fuchshuber. (Sommer & Sørensen 1986). Jonas optræder her som en traditionel jøde med rundpuldet hat og profetskæg og han bor i en nærorientalsk idyl som beskrives således: "Jonas holdt meget af sit land og den landsby han boede i. Han var stolt af, at der boede så mange gode mennesker, der troede på Gud og efterlevede hans bud. Der var ikke noget sted på jorden, mente Jonas, hvor det var flinkere folk, eller hvor det var bedre at være." Det er lige Ezras bogs stemning. Og Jonas skal forlade denne idyl fordi Guds kærlighed også omfatter de frygtelige hedninger i Ninive. Teksten gengiver historien i ægte eventyrstil og episoden om hvalen bliver anvendt på en vidunderlig måde i Jonas prædiken til niniviterne, I stedet for den dommedagsprædiken Bibelen taler om fortæller Jonas hvad der er sket med ham og folket svarer "Din Gud må være en god gud, siden han har reddet dig på denne måde." Her er der ikke nogen tvivl: Hele eventyret står i budskabets tjeneste: Guds kærlighed er grænseoverskridende.

Disse tre bøger er blevet valgt blandt de mange som fortæller den samme historie fordi alle tre prøver på at få budskabet med og gør det hver på sin måde. Eftersom meget i Aslan handler om bøger med religiøs dimension er det vigtigt at gøre opmærksom på hvor væsentligt det er om forfatteren bringer et budskab videre, eller nøjes med at fortælle en god historie, eller omvendt bruger historien til mission eller katekese, hvad der efter al erfaring er uforeneligt med væsentlig litteratur. Der kommer så megen bibelsk brugslitteratur, derfor er her givet et par overvejelser og eksempler på at bibelhistoriske billedbøger kan være kunst og samtidig give læseren lov til at tænke, at selvom det aldrig er sket, kan det alligevel være sandt.

Er det sket? Er det sandt?
Overvejelser over hvad bibelhistorie kan og ikke kan II
Af Jean-Pierre Duclos (Aslan 2003/3)

I første artikel (Aslan 2003/2) har jeg prøvet på at vise hvordan et vist kendskab til bibelforskningens resultater kan være nyttigt når man vurderer de børnebøger som bringer bibelske fortællinger frem til moderne læsere. Disse historier er blevet taget med i Bibelen ikke bare fordi de var gode historier, men også fordi de var gode til at bringe et budskab videre. Det kan godt være, at det de fortæller aldrig er sket eller i hvert fald ikke på denne måde, men alligevel er budskabet sandt. Derfor må det være relevant, når man anmelder børnebøger som henter deres stof i Bibelen, at undersøge om og hvordan budskabet er taget med.

                 Den første artikel drejede sig især om hvad religionsforskere mener med begrebet myte. Der findes nemlig en hel del af dem i Det gamle Testamente. Men når talen kommer til Det nye, møder man en anden litterær genre som også får en særlig betydning i fagfolks sprog, legenden. Når en religionshistoriker betegner en beretning som en legende, mener han en mere eller mindre opdigtet beretning som anvendes for at sige noget om en historisk person. Når man anvender dette ord for eksempel om barndomsevangelierne, udtrykker man at man mener at forfatterne har anvendt en vis grad af digterisk frihed for allerede fra begyndelsen at karakterisere den rolle den historisk person Jesus vil spille i Guds plan for verdens frelse.

                 Betegnelsen "barndomsevangelier" går på indholdet, ikke på det publikum de henvender sig til. Det er i høj grad voksen litteratur, og den anvender datidens litterære genrer for historieskrivning, både de jødiske og de græske. Derfor må vi omtale dem kort her.

                 Lukas er en kultiveret græker som kender reglerne for historieskrivning. Som det var skik i en tid hvor man ikke havde en fælles kalender begynder han sin beskrivelse af Jesu offentlige virke med at nævne en hel række kronologiske kendemærker (Luk. 3.1.), og hermed understreger han at de to første kapitler er en slags forord hvor han kan udtrykke sig mere digterisk. Oldtidens historikere plejede at lægge personerne store taler i munden, som tolkede den historiske situation. Denne rolle betror Lukas til englene, ordret "budbringere", og modtageren svarer med lovsange som har samme funktion som talere. Og det budskab Lukas vil bringe er at Den Højeste har grebet ind for at genskabe retfærdighed og fred blandt menneskene. Et universelt budskab.

                 Jøden Matthæus anvender jødiske litterære traditioner hvor fortællestoffet bygger på Det gamle Testamente, men med udstrakt poetisk frihed. Man transponerer gammeltestamentlige historier til nutiden for at understrege at Yahwe stadig virker i sit folk. Fagfolk kalder denne fremgangsmåde for midrash, og Matthæus anvender den flittigt. Han vil overbevise sin læser om at Jesus er den nye Moses som kommer for at forkynde bjergprædikenen som vil erstatte Sinaiåbenbaringen (Lukas er mere realist og placerer den samme begivenhed på en slette (Luk.6,17). Derfor må Matthæus fremstille Jesus som den nye Moses helt fra fødslen. Begge bliver frelst på mirakuløs vis fra en grusom hersker, og begge kommer tilbage fra Ægypten som profeterne havde sagt. Det er nemlig typisk for Matthæus at han gang på gang citerer det Gamle Testamente. Historien med de tre vise mænd begynder med et citat fra Mikas bog (5,1) som identificerer Jerusalem som den nye konges fødeby. Derved viser Matthæus at hele denne historie er en midrash som henviser til profeterne og ikke et referat af nogen konkret begivenhed. Hvordan kan man ellers forklare hvorfor ingen i Jerusalem kom i tanke om kongernes besøg, da Jesus begyndte at tiltrække sig opmærksomhed i byen tredve år senere. Det Matthæus vil fortælle os med deres besøg er et løfte om at Esajas’ profetier om Messias som hele verdens frelser nu begynder at blive opfyldt.

                 Hvad skal disse betragtninger bruges til, når man skal anmelde og vurdere børnebøger som henter deres stof i de bibelske beretninger? Det her omtalte kriterium om budskabet er med eller ikke, er kun et element blandt andre. Hvis historien ikke fanger, nytter det ikke at budskabet er kommet med. Og omvendt, hvis historien er spændende vil den give en oplevelse, selv om budskabet måske mangler. Men hvis man vil vurdere bogens religiøse dimension må om budskabet er med tages med ved siden af de andre aspekter. Og når man spørger sig selv om en velskrevet og spændende bog virkeligt bringer budskabet videre, står man foran tre muligheder. Nogle bøger bringer historien videre, men budskabet følger egentligt ikke med. Der er andre hvor budskabet bringes videre ved hjælp af historien, og det er endelig nogle som bringer budskabet ved en meget personlig anvendelse af selve historien, og det er ikke de mindst spændende. Her er nogle konkrete eksempler.

                 Som eksempel for den første type hvor budskabet ikke kommer med vil jeg nævne den ellers pragtfulde bog af Niels Hartmann og Dorte Karrebæk Barn Jesus. Jesu barndomsfortællinger (Gyldendal 2003.). Ifølge forlaget er bogens inspiration hentet fra de middelalderlige kalkmalerier som repræsenterede en mere folkelig opfattelse af Bibelen end de tunge teologiske skrifter. Det er ærlig snak, og der er kommet en pragtfuld bog ud af det, ikke mindst de middelalderligt inspirerede illustrationer. Men teksten blander historierne sammen ud fra hvor spændende de er uden at skelne mellem de budskabbringende bibelske fortællinger og de senere legender, hvor forfatterens fantasi har fået frit løb. I nogle af kapitlerne må ordet legende tages i den teknisk betydning, vi talte om før, mens det i andre drejer sig om legender i gængs betydning, men det er farligt at blande de to typer sammen. Utvivlsomt var middelalderens folk meget glade for historier som dem om hvordan Josef blev gift med Maria, om den forbavsede jordemoder ved krybben, om barnets badevand som gør mirakler, om daddelpalmen som bøjer sig ned eller om lerfuglene som flyver væk. Det giver en helt anden opfattelse af frelseren som barn end den evangelisterne ønskede at bringe. Jesus fremstilles som en tryllekunstner, og det får læseren til at opfatte det hele som ammestuehistorier Selvfølgelig er det hele ikke sket, og det er heller ikke sandt. Forfatteren er godt klar over det og derfor har han tilføjet en efterskrift på to sider i mindre tryk for at fortælle hvordan Jesus opfattede sig selv da han voksede op, men hvor mange af dem, som har ladet sig rive med af de pragtfulde fortællinger, vil læse det?

                 Andre forfattere som henter deres stof i barndomsevangelierne er mere opmærksomme på at tage budskabet med. Det gælder for eksempel Susie Poole Julerejsen. (Oversat af Finn Dyrhagen. Unitas 2002). Denne rejse begynder og slutter i nutiden, men ellers tager den hele historien med. Den begynder nemlig ved Adam og Evas historie, fordi hvis man ikke kender den kan man ikke forstå hvordan Guds oprindelige plan genskabes ved julen som det var blevet lovet ved profeten Esajas. Både tekst og illustrationer præges af julens glæde som gengives smittende. Billedet af Maria som synger lovsangen ved mødet med Elisabeth viser i hvor høj grad forfatteren som også synes at være illustrator, har opfattet budskabet og er i stand til at bringe det videre. Den naivistiske og tidløse måde menneskene fremstilles på uanset om de lever i paradishaven, i Judæa eller i dag i Europa udtrykker meget fint at historiens betydning strækker sig over tid og land. Bogen slutter med henvisninger til Bibelen samt en kort ordliste som fint peger på budskabet.

                 Fremgangsmåden er en helt anden i Signes Jul. En julebog af Peter Madsen og Johannes Møllehave (Det danske Bibelselskab 2003). Her er det den danske jul som er udgangspunkt og fortælleramme og Signes bedstemor fortæller hende hvad det skete dengang og hvad det betyder for os i dag. Denne bog, som både børn og voksne vil elske, anmeldes andetsteds i dette nummer, men hvad angår emnet for denne artikel, forholdet mellem historien og budskabet er disse to bøger hver på deres måde fuldtræffere, selvom Susie Poole viser Julen som et universelt budskab, mens Signes Jul beskriver den danske måde vi oplever dette budskab på.
Den før omtalte jødiske fortælleteknik midrash, som frit anvendte gamle bibelske fortællinger i en ny ramme, blev anvendt af Matthæus på en måde som virkede overbevisende for de jødekristne som var fortrolige med de gamle beretninger. Men denne metode kan også anvendes i dag, og de to sidste bøger som genfortæller juleevangeliet med en kats øjne beviser det. De er utraditionelle, men i højeste grad budskabet tro.

                 I den første, Katten i krybben (skrevet og illustreret af Michael Foreman og oversat fra engelsk af Mich Vraa. Sesam 2000) møder vi en talende kat i bedste eventyrstil. Han/den optræder som katte plejer egoistisk og selvglad, men han/den bliver til sin egen store forbavselse helt forandret ved alt det sker i den stald han plejer at opholde sig. Han/den oplever både i tekst og billeder den messianske fred profeten Esajas har lovet os: "Ulven og lammet græsser sammen . . . der findes hverken ondskab eller ødelæggelse på hele mit hellige bjerg, siger Herren." (Es.65,25).

En kat er også hovedperson i den vidunderlige poetiske historie Vidnet skrevet af Robert Westall, illustreret af Sophy Williams og oversat fra engelsk af Jacob Wisby (Wisby & Wilkens 1994). Hovedpersonen er en ægyptisk tempelkat som blev bortført til Judæa hvor den oplever Jesu fødsel samt hyrderne og kongernes tilbedelse før han tager tilbage hjem med Maria og Josef. Fortroligheden mellem katten og englene beskrives på en vidunderlig måde, og læseren lades ikke i tvivl om at det er for hele menneskeheden lyset kom til verden denne dag.

Selvfølgelig findes der mange andre fortræffelige julebøger på dansk, men disse er valgt fordi de på forbilledlig vis illustrerer de forskellige måder en forfatter kan forholde sig på til denne artikels emne: Hvordan kommer budskabet frem?