Så vismændene stjernen?

Af Jean-Pierre Duclos

I evangelierne læser man nogle fantastiske beretninger det er vanskeligt at tolke, fordi vi ikke kender de litterære traditioner de er skrevet i. De tilhører nemlig den jødiske tradition midrash som ikke var bange for at lade sin fantasi kaste lys over de gamle historier for at bringe budskabet videre. En fremgangsmåde som nogle af de bedste moderne børnebøger har genfundet.

 

Bibelen er egentlig ikke en bog, men et bibliotek, en samling af vidt forskellige skrifter som blev til i forskellige tider og miljøer, og hvert enkelt af dem må forstås ud fra den litterære genre den tilhører. Det gælder også for evangelierne som sammenfatter forskellige kilder i en slags patchwork. Lukas gør udtrykkelig opmærksom på denne redaktionelle metode i sit forord. ”Eftersom mange andre har søgt at give en fremstilling af de begivenheder, som har fundet sted iblandt os, sådan som det er blevet overleveret os af dem, der fra begyndelsen var øjenvidner og ordets tjenere, har også jeg besluttet nøje at gennemgå alt forfra og nedskrive det i rækkefølge.” (Luk 1.1-3) Fagfolk kalder de brudstykker, evangelisterne har samlet og sat i rækkefølge, for perikoper, et græsk ord som betyder afskåret fra begge sider.

       Det er forholdsvis nemt at skelne mellem dem i den endelige redaktion, men det gør ikke nemmere at anvende den grundregel, jeg startede med, at teksten må læses i lyset af den litterære genre den oprindelig blev skrevet i. Det må nemlig ske på to forskellige niveauer.

       Den overordnede litterære genre er evangelium - et græsk ord som betyder det glædelige budskab.  Nye dokumentfund har for nylig mindet os om at der oprindelig fandtes flere evangelier end de fire vi læser i kirken i dag. Lukas gjorde selv opmærksom på det. Og vi ved også at disse fire er dem, urmenigheden anerkendte som det ægte vidnesbyrd om den fælles tro, ”det man er blevet undervist i” (Luk.1,4). Kernen i denne tro er bekendelsen om at mennesket Jesus er Guds søn og vores frelser. At han var en historisk person, var der dengang ikke nogen som var i tvivl om. Så den gode nyhed er hvem dette konkrete menneske egentlig er. Evangelierne var ikke ment som levnedsbeskrivelser i vores moderne betydning, men fortolkninger. Selvfølgelig kan man også læse dem som historiske kilder om mennesket Jesus som levede i Palæstina i begyndelsen af vores tidsregning, men det var ikke de oprindelige forfatteres intention, og teksten må læses ud fra dens egne forudsætninger.

       Udover den overordnede litterære genre, evangelium, må vi også tage hensyn til oprindelsen og formålet for de enkelte perikoper, før de blev inkorporerede i den endelige tekst og vi må ikke sortere dem fra ud fra vore egne interesser. Perikoper som ikke er referat af konkrete hændelser eller hvis jødiske baggrund gør fremmed for os er lige så vigtige for budskabet som andre der mere ligner det vi er vant til.

       Lad os som eksempel tage en perikope, forklarelsen på bjerget, som ikke vil sige os ret meget hvis vi ønsker at skrive Jesu levned, men som var både meningsfyldt og indlysende for urmenigheden som var vokset ind i et jødisk miljø. Den må være væsentlig, fordi den findes hos alle tre synoptikere  (Mtt. 17,1-8; Mk.9,2-8 og Luk.9,28-36). De fortæller hvordan Jesus tog tre af apostlene med op på et bjerg hvor de så et syn. Jesus blev helt forandret, som om han hørte til himmelens verden, mens han talte med Moses og Elias, og så dækkede en sky dem og de hørte en stemme: ”Det er min udvalgte søn, hør ham.”

       Denne beretning er væsentlig fordi den understreger kontinuiteten i Guds plan. Det nye Testamente opfylder Det gamle og derfor må elementer som var væsentlige i jøderne Bibel også findes i den kristne. Og det er tilfældet her for tre af dem, skyen, Moses og Elias.

       Skyen i jødernes kultur er tegn på Guds nærvær. Den ledte israelitterne på vej ud af Egypten (2 Mos.13,21), den dækkede Sinaibjerget da Moses modtog lovens tavler (2 Mos.24,16-18) og den indviede Salomons tempel (1 Kg.8, 10-11).  Så det er vigtigt, at den stemme, de tre udvalgte disciple hører, kommer fra skyen. Det er selveste Abraham, Isak og Jakobs Gud som taler.

       Og hvorfor er Moses og Elias med? Det er for at understrege at Jesu rolle i det nye folks historie svarer til deres i Israels. At Jesus er den nye Moses, det er noget vi er fortrolige med. Han slutter den nye pagt som opfylder den, Yahwe sluttede med israelitterne på Sinaibjerget med Moses som mellemled (2. Mos. 19). De 10 bud suppleres ved saligprisningerne som indleder bjergprædikenen hos Mattæus. Det er for resten kun Mattæus som placerer Jesu indledningstale på et bjerg (Mtt.5,1) Lukas taler mere realistisk om en slette (Luk.6,17).

       Mindre indlysende for os er Elias tilstedeværelse på forklarelsens bjerg, men det er fordi vi ikke er fortrolige med jødernes tradition, der ventede på profeten Elias’ tilbagekomst som et varsel om de nye tider og Herrens komme (Mal.3,23-24). Jesu landsmænd vidste det godt og de misforstod det ikke da han sammenlignede sit eget virke med Elias’ som svar på det spørgsmål, folk i Nazareth stillede ham: Med hvilken ret handler og taler du som du gør? (Luk.4,25-27).

       Og det er også Elias’ skikkelse som giver os nøglen til at forså Kristi himmelfart. Den skal nemlig søges i 2. Kongebog 2,8-12. Lige før Elias blev taget bort i en ildvogn, sagde han til sin discipel Elisa: Du vil få del i min ånd, hvis du ser mig tage bort. Sådan skete det, og på den måde blev Elisa indsat i sin rolle som Elias efterfølger. Af samme årsag betragtede de første jødekristne apostlene som Jesu udsendinge og hans ånds arvtagere fordi de så ham ophøjes til Faderen. Det er ikke uden grund, at Lukas bruger ordet at se hele fire gange i træk om apostlenes tilværelse ved Jesu bortgang (Ap.Gern 1,9-11). Hvor stort var kendskabet til denne gammeltestamentlige parallel hos renæssancens malere som fremstillede apostle skuende op på et par fødder strittende ud af en lille sky som ligner en teaterattrap? Var de klar over at denne sky ikke var et meteorologisk fænomen, men et teologisk budskab? Eller var de lige så uforstående som de moderne rationalister som spørger hvor mange lysår det tog Jesu legeme at nå himlen? Et sådant spørgsmål viser bare, at man intet har forstået af hvad en midrash er for noget. Lukas vidste det, og det er derfor han anvendte dette billedsprog for at vise at apostlene nu havde forstået at nu var det deres tur til at tage over, og at de var parate til at modtage hans Ånd ved Pinseunderet.

       Jeg har lige omtalt himmelfartens beretning som en midrash. Hvad betyder det? Det er navnet på en jødisk fortælleteknik, en litterær genre som var uhyre populær i Palæstina, dengang evangelierne blev til. Den genfortæller Israels historie ved at aktualisere den på en måde som viser at Yahwe stadig tager sig af sit folk. Et særligt kendetegn for dem er deres forkærlighed for de overnaturlige fænomener, ikke bare drømme men alle form for undere og åbenbaringer. Litterært set virker det lidt som en fiktion hvor fantasien er sluppet løs, et univers à la Chagall, men alle overnaturlige træk bruges for at understrege Guds forsyn, selvfølgelig uden at læseren lader sig friste til at tage det hele bogstaveligt. Man må skelne mellem selve budskabet og dets pædagogiske forklædning. Når jødekristne prøvede på at formulere deres tro på Kristus, var det helt naturligt for dem at gøre det under midrashens form. Det er sandsynligt at de første kristne af ikke-jødisk afstamning havde lidt vanskeligt med at sluge perikoper, der så tydeligt var midrashiske som forklarelsen på bjerget eller Himmelfarten. Men nu er de taget med i vores fælles evangelium, selv om de stadig skal læses med jødiske briller hvis man ikke vil misforstå dem.

       Kan man ikke sige at de første kapitler i Mattæus’ og Lukas’ evangelier har nogle midrashiske træk? Lukas, som havde en akademisk baggrund og kendte reglerne for et historisk værk, understreger ganske klart at de to første kapitler i hans skrift er af en hel anden type end de følgende. Han gør det ved at begynde sit tredje kapitel med at nævne forskellige tidspunkter i seks forskellige statslederes eller ypperstepræsters virke for derved at placere de begivenheder han nu vil omtale i tiden. Det var nemlig på denne måde oldtidens historikere kunne stadfæste tidspunkterne eftersom der ikke fandtes nogen fælles tidsregning.

       Gælder det ikke også for Mattæus’ to første kapitler? Hans kapitel tre begynder med et stereotypt udtryk ”I de dage”, som ikke må tages særlig højtideligt. Men lighedspunkterne mellem barndomsevangeliet hos Mattæus og de jødiske midrashim er så slående, at man vanskeligt kan forkaste den hypotese at han anvender kilder af midrashisk karakter. I så fald må alle de overnaturlige træk som ledsager Jesu fødsel tolkes på samme måde som vi forstår de fantasifulde midrashim.

       Et dominerende tema i Mattæus´ barndomsevangelium er parallellen mellem Moses og Jesus. Og i det spiller drømmene en central rolle, igen et midrashisk træk. Det er gennem en drøm at Josef får besked om at han vil få en søn (Mtt. 1,20-23) ligesom det skete for Amran, Moses fader ifølge den jødiske historiker Josephus  (37-ca 100) (De jødiske antikviteter 11,9,3-4). Og helt fra begyndelsen løber deres livsbaner parallelt. Ligesom Moses bliver Jesus forfulgt af landets statsleder, begge slipper fri for at dele skæbne med deres landsmænd. Og hvis læseren er så tungnem at han ikke fatter ligheden, får han det hele slået fast gennem en drøm Josef får hvor en engel sørger for at Josef søger tilflugt netop i Ægypten. Så kan evangelisten konkludere: Det skete ”for at det skulle opfyldes som Herren har talt ved profeten der siger ’Fra Ægypten kaldte jeg min søn.” (Mtt. 2,23). I profetens tekst, Hoseas11.1, drejer det sig om Israel som folk ”Fra Ægypten kaldte jeg min søn” I den græske oversættelse de første kristne anvendte står det ”mine børn”. Mattæus foretrækker ettallet fra den hebraisk tekst for bedre at understrege Jesu særstilling. Det er ikke bare en gentagelse, det er en opfyldelse.

       Er ligheden mellem israelernes forfølgelse i Egypten og barnemordet i Betlehem grundlag nok til at tage stilling til barnemordets historicitet? Det vi ved om Herodes den Store peger på, at han absolut var i stand til at begå en sådan forbrydelse. Han lod sin egen søn myrde for at redde sin trone fortæller samtidige historikere. Så det motiv, Mattæus nævner, angsten for en kommende rival, er plausibelt. Men psykologien er ikke det afgørende her. En historisk roman må tage hensyn til virkeligheden i beskrivelsen af de figurer den anvender som baggrund. At Alexandre Dumas tegner et sandsynligt billede af Ludvig den 13. og kardinal Mazarin  i De tre musketerer kan ikke få en til at konkludere at d’Artagnan også må have eksisteret. Og desuden findes der en væsentlig grund for at tvivle på at såvel flugten i Ægypten som barnemordet i Betlehem virkelig fandt sted. Og denne grund er netop det som ifølge Mattæus skulle forklare det hele, vismændenes komme.

       Indrømmet, teksten hos Mattæus hænger godt sammen. Vismændene var stjernetydere som kom fra Østen, og interessen for de himmelske fænomener var udbredt i Mesopotamien, også på denne tid. At de havde kendskab til nogle israelske messianske profetier er mindre sandsynligt, men muligheden kan ikke udelukkes. Og forbindelsen mellem besøget hos Herodes, flugten til Ægypten og barnemordet er godt strikket sammen Men så kommer problemet. Hvordan gik det til, at vismændene gik helt i glemmebogen så snart de forlod Jerusalem? Ifølge Mattæus satte deres ankomst det halve af Jerusalem på den anden ende, og det tror man gerne på. Hvorfor var der så ikke en eneste sjæl som kom i tanke om deres besøg da man kun en snes år senere begyndte at tale om ham, profeten fra Nazareth. Ikke engang da Jesus drog ind i Jerusalem og blev hyldet af folket som Davids søn var der nogen som huskede denne begivenhed, som ellers var meget beslægtet med indtoget.

       Hvorfor denne tavshed? Kan den forklares anderledes end ved at konstatere at vismændene kun fandtes i Mattæus’ fantasi eller i hovedet hos de folk som skrev den midrash han citerer? Hvor fik de det fra? Og hvorfor tog de det op?

       Vismændene kommer ganske enkelt fra Esaias bog kap. 60 som beskriver Jerusalems kommende herlighed således

”Folkeslag skal komme til dit lys

Og konger din stråleglans....

Fra Saba kommer de alle sammen

De bærer guld og røgelse.

De forkynder Herrens pris.”    (Es. 60, 3 og 6)                                                                               

Hvorfor interesserede de første jødekristne sig netop for denne profeti? Det var fordi den var meget relevant i en strid som delte urmenigheden ifølge Apostlenes Gerninger. Det drejede sig om ikke-jøderne skulle optages på lige fod med jøderne. Der skulle et apostelmøde i Jerusalem til for at fastslå at Jesu budskab var rettet mod hele menneskeheden (Ap,Gern. 11,1-6). I lyset af denne strid er det absolut ikke usandsynligt at jødekristne tilhængere af denne åbning strikkede en midrash sammen der aktualiserede Esaias profeti som pegede på at Messias fra første stund henvendte sig til alle. Selv om der er mest sandsynligt at østens visemænd aldrig fandt vejen til Jerusalem, har deres påståede besøg haft en umådelig betydning for hele kristenheden. Sådan kan en midrash virke, et fantasiværk som præger virkeligheden

       Og hvad med stjernen som ledede de visemænd? Også her må vi takke midrasherne for deres vidunderlige skabende fantasi. Den har narret ikke så få troende videnskabsmænd – og også andre - til forgæves at lede efter den i deres astronomiske almanakker. De mest heldige måtte nøjes med en komet. Det var helt andre bøger, de skulle have søgt i, bland andet 2. Mos. 13, 21-22 som beskriver den ildsøjle som viste vejen til israelitterne ud af Ægypten. Og for at gå fra en vandrende ildsøjle til en egentlig stjerne, må vi gå til historien om hedningen Bileam som Yahwe tvang til at profetere om den stjerne som træder frem fra Jakob (4. Mos.24,17), en profeti som også Qumrans munke var meget interesseret i (I Q W,XI.6 og IV Q Test.12-13). Så svaret på det spørgsmål jeg indledte med er et dobbelt nej. Vismændene så aldrig stjernen eftersom de aldrig har været til og stjernen ligesom dem kun er billedsprog. Men det var ikke det, de jødekristne forfattere til denne midrash interesserede sig for. Ad billedvejen udtrykte de deres faste overbevisning om at Herren stadig sørger for at det er lys til at føre os på vejen.

       Og hvad kan vi lære af det? Er den litterære genre midrash kun noget bibelforskerne må beskæftige sig med? Kan det inspirere os i dag til at skrive noget tilsvarende selv om ingen vil drømme om at kalde det sådan?  Kan vores kendskab til den nu glemte litterære genre få os til at opdage lighedspunkter med moderne fortællinger? Jeg mener personligt at der f.eks. blandt de bedste julebøger for børn findes nogle som jeg vil kalde for ægte midrash. Hvad kendetegner dem?

       Først at de har litterære kvaliteter. En god kristen børnebog må som udgangspunkt være en god bog. Den fromme intention kan ikke undskylde en middelmådig litterær kvalitet. Og den må ikke nøjes med en genfortælling uden at formidle budskabet på en måde som gør det aktuelt og stadig relevant, og pegefingeren må ikke komme frem. Fantasien skal slippes løs, eller er det ikke nogen midrash. Kærligheden lader sig ikke begrænse af fornuftens spændetrøje. Et fransk ordsprog – og ordspil lyder: Un saint triste est un triste saint, En helgen som er trist er en sørgelig helgen. Heldigvis findes der ikke så få julebøger som henvender sig til børnenes livlige fantasi for at formidle budskabet. Jeg vil nævne tre som umiddelbart får mig til at tænke på midrash. Jeg har valgt dem fordi de er blandt mine favoritter, men læseren vil selv kunne tilføje mange andre.

       Fælles for dem er at dyr er hovedpersonen. Det budskab vismændene bragte formidles af en ægyptisk kat som overværede Jesu fødsel i Vidnet (Robert Westall, ill. af Sophy William og  oversat af Jacob Wisby, Wisby & Wilkens 1996). Man hører et ekko af englenes fredssang i Michael Foremans Katten i krybben (oversat af Mich Vraa, Sesam 2000). Og Christopher Gregorowskis Hvad er der i vejen med æsler? (Ill. af Caroline Browne, oversat af Ib Schifter Schou, Carlsen 1977) illustrerer Marias lovsang ”Han har styrtet de mægtige fra tronen og han har ophøjet de ringe ” (Luk. 1.52). Og hvis nogen spørger om renæssance for midraschim også er nået til Danmark vil jeg bare nævne TV2s julekalender Jesus og Josefine. Det er den ægte vare.

Juli 2006 

www.aslan.dk